På Grazvisit

I denne weekend har jeg været i Graz sammen med Ulrich, hvor vi boede hos hans søster Gerrit. Hun bor i den lejlighed deres mor er vokset op i, som altså er overgået til (børne)børnene efter (mor)mor og (mor)far flyttede ud. Ulrich boede der selv sammen med Gerrit da han studerede i Graz.

Jeg havde inden vi var af sted hørt så meget godt om Graz fra Ulrich at jeg var spændt på om det nu også kunne passe, eller om der snarere var tale om lidt hjemstavnsnationalisme eller lokalromantisme. Men jeg må sige byen har givet mig en masse positive indtryk. Selvfølgelig var vejret ikke ligefrem sydlandsk, men man kan godt mærke at byen ligger i den syd(øst)lige del af Østrig. I virkeligheden ligger den ikke ret langt fra Italien og den inderste del af det balkanske middelhav, og er samtidig beskyttet af bjerge på alle sider. Stemningen i byen mindede mig også nærmest om Madrid, eller andre sydeuropæiske byer – hvilket selvfølgelig også understøttes af østrigernes tradition for at opholde sig udendørs til julemarkederne i hele december måned. Skide på hvor koldt det er – vi drikker da bare noget mere punsch! Men egentligt var det ikke så koldt i Graz. På vej derned kørte vi ellers igennem et ordentligt snevejr, og vi regnede med at det ville være sne i Graz, eftersom nedenforstående billede er taget bare en halv time fra Graz på vej derned, men nej, Graz var helt is- og snefri.

20131206_173828

St. Michael fredag aften, en halv time fra Graz.

Lad billederne (med lidt undertekster) tale for sig:

20131207_020959  20131207_154858  20131207_152551

Tunellen går gennem Schlossberg, og var før i tiden et beskyttelsesrum mod etellerandet – måske de allieredes bomber under krigen. I al fald er der nu en natklub inde i bjerget – ret cool! Desværre var det også en lidt dyr natklub, så vi var ikke derinde. Man ser indgangen til tunellen på andet billede, under banneret med “Didge & Bass”. Trappen der leder op på Schlossberg, op til Graz’s gamle vartegn Uhrturm. Billede nedenfor. Det tredje billede er af “Murinsel” – en flydende café, som blev bygget til Graz som europæisk kulturhovedstad i 2003, sammen med Kunsthaus – Graz’s nye vartegn. Ses også nedenfor :) Jeg følte mig dog en anelse søsyg af at opholde mig på Murinsel, så det blev kun et kort visit.

20131207_155744 20131207_161019

Et blik udover det indre Graz fra foden af Uhrturm på Schlossberg. Ca. i midten af billedet ses Kunsthaus, eller The Friendly Alien som også er et af husets utallige øgenavne. Om natten er facaden belyst indefra, af utallige store pixels som udgør husets overflade, “BIX”, af Big pIXels. Altså en anden teknik end de LED oplyste facader i Linz, men dog efter samme ide – at husfacaden lyser op om natten. Et lille stykke længere oppe på bjerget, hvor det gamle slot engang lå, er billedet af Uhrtum selv taget. Slottet er der kun er få mure tilbage af nu, efter Napoleon vandt over østrigerne tilbage i gammel tid, hvor han beordrede Grazzerne til at pille slottet fra hinanden – som straf for at han ikke havde kunnet indtage det.

20131207_172916 20131207_183040 20131207_183231

Uhrturm set fra ca. samme sted i mørke. Andet billede er af årets Eiskrippe – en juletradition i Graz hvor der hvert år udstilles en kryppescene (kryppescenerne er over det hele og er en meget østrigsk, sikkert i virkeligheden meget katolsk, tradition) fremstillet i is. Så får den lov at stå der så længe den kan (måske bliver den fjernet efter jul) – en hvis den smelter, så smelter den. Den er altså ikke nedkølet. Indtil videre var den nærmest ikke smeltet. Det tredje billede er af en dør til Graz’s berømte våbenlager, Zeughaus, der nu er et museum i stil med Tøjhusmuseet, men der var vi ikke inde. Døren er bemalet med den Steieriske Panter. Det ses jo tydeligt at dyret er en panter og ikke en ildspyende drage…. Men det er det altså!

Foto 3

Mig og en bjørn i Graz’s svar på Magasin du Nord, Kastner & Öhler. Det var et af de første indkøbscentre i Østrig, og Grazzerne er stadig meget stolte af det. En lille video blev det også til af en cembalospillende gademusikant, der sad i den gamle Innenstadt under et lyskryds på pause. Jeg synes settingen var ganske særlig så det måtte lige filmes:

20131207_224157

Lørdag aften var vi til en fernisering i en undergrunds kulturforening. Stedet var meget særligt. Jeg tror det var en gammel garage, nu to store rum, der mest af alt mindede om en mellemting mellem en truckerkantine og en swingerklub eller noget i den dur. Eftersigende havde rummet været brugt til Kurdiske festligheder – det så man på ingen måde udefra, men indefra var det i al fald særligt. Billedet ovenfor er fra dansegulvet, hvor man på den anden side ser en eller anden type “scene”, flot belyst med indbyggede lyskæder. Væggene var belagt med gips i mere eller mindre ubehjælpelige bølgede former, og bemalet med en sart gul i revnerne mellem gipselementerne. Et særsyn! Jeg filmede nogle visuals som VJ’en havde projiceret på det ellers ikke særligt smukke loft. Det var ret fedt lavet:

Inden vi tog hjem søndag eftermiddag nåede vi lige forbi Kunsthaus:

20131208_151753

Der var en udstilling med den beniniske kunstner Romuald Hazoumè, der beskæftiger sig meget med fattigdommen i Afrika og ulligheden mellem Afrika og Vesten. Men på en ganske utraditionel måde. F.eks. har han stiftet NGO’en Beninese Solidarity with Endangered Westerners, som samler ind blandt indbyggerne i Benin til “de Hvide”‘s problemer i den Første Verden. Det var der kommet nogen meget interessante film ud af, som jeg helt sikkert vil anbefale at se nærmere på hvis man er lidt kunst- eller politisk interesseret.

Det var alt for denne gang – men jeg skal helt sikket tilbage til Graz før eller siden!

Skriv en kommentar